Folkemødet: Politikens program 2017 – lille scene

Besøg Politikens nye scene på Gæstgiveren under Folkemødet. Her inviterer vi til alt fra ukendte fortællinger fra unge til politisk madkamp.

Live

Du finder vores nye intime scene – Politikens lille scene – lige ved indgangen til Gæstgivergården til højre på den røde plads.

 

TORSDAG D. 15 JUNI

14.30-15.30 Ukendte fortællinger — unge fortæller om deres liv og drømme

Medierne tegner ofte et ensidigt billede af de unge, men hvem er de, hvis man spørger dem selv?

Tre forskellige unge fortæller om deres liv og drømme – langt fra mediernes mainstreambillede af den unge generation. Mød Nikolaj, der spiller rollespil, den blinde Victor og en psykisk sårbar ung, når Politiken og Dansk Ungdoms Fællesråd giver de unge ordet og inviterer til en time fyldt med ukendte fortællinger.

Deltagere: Nikolaj Oksen, Bifrost, Victor Dahl Sørensen, DBSU

16.30-17.30  Når investorer og kreative ildsjæle clasher

Der investeres i tech og platforme, mens kreative start-ups bakser med at finde kapital. Hvorfor clasher det tit, når CBS-typer møder musikproduceren eller festivallederen?

Mød de to kreative start-ups Tigerspring og Wonderfestiwall. Hvilke udfordringer møder de, når de skal have andre til at investere i deres projekt? Og hvad mangler de for at kunne vokse? Arrangeret af Politiken, “Stage of Art - kunst og kultur live”, DPA, Dansk Live og Musikforlæggerne i Danmark.

Deltagere:Edmonia Baker, fremtidsforsker, Institut for Fremtidsforskning, Peder Nedergaard, investor, Søren Winding, stifter og direktør, Tigerspring, Daniel Mühlendorph Jensen, formand, Wonderfestiwall, Louise Riisgaard, Markedschef, Dansk Erhverv, Andreas Linnet Jensen, moderator, Seismonaut.


FREDAG D. 16 JUNI

10.30-11.30 Ukendte fortællinger – unge fortæller om deres liv og drømme

Medierne tegner ofte et ensidigt billede af de unge, men hvem er de, hvis man spørger dem selv?

Tre forskellige unge fortæller om deres liv og drømme - langt fra mediernes mainstreambillede af den unge generation. Mød det aktive Pinsekirke-medlem Sarah, den unge landmand Christian og Dina fra foreningen for LGBT+-personer med minoritetsetnisk baggrund, når Politiken og Dansk Ungdoms Fællesråd giver de unge ordet og inviterer til en time fyldt med ukendte fortællinger.

Deltagere:Christian Holm, Landbo Ungdom, Dina Hashem, Creative Radicals (Sabaah), Sarah Schmidt, Pinsekirken

12.00-13.00 Skal børnene betale prisen?

Hvordan sikrer vi flygtningebørns muligheder for fritidsliv, når deres forældre presses økonomisk?

Debatten sætter spørgsmålstegn ved en af de utilsigtede konsekvenser af integrationsydelsen – nemlig flygtningebørns manglende mulighed for god integration via deltagelse i fritidsaktiviteter og foreningsliv.

Ved indsamling blandt Politikens læsere og supplering fra private fonde i 2015 iværksatte Politiken og Dansk Flygtningehjælp på denne baggrund Fritidspuljen. Men hvem har egentlig ansvar for, at flygtningebørn og unge kan deltage i Forenings Danmark, og hvilken rolle bør regeringen, kommuner og civilsamfund spille i at sikre børnenes ret til et aktivt fritidsliv? Arrangeret af Politiken og Dansk Flygtningehjælp.

Deltagere: Christian Jensen, chefredaktør, Politiken, Marcus Knuth, integrationsordfører (V), Anette Christoffersen, Integrationschef, Dansk Flygtningehjælp.

15.00-16.00 Politisk madkamp mellem rød og blå blok

Joachim Sperling inviterer politiske gæstesmagere med til en snak om politisk-gastronomiske præferencer.

Nu er der politisk gris på gaflen. Er naturvin rødere end Enhedslisten? Hvor liberale er østers? Hvor kommunistisk er chili con carne? Hvad er den mest højreorienterede vin? Mad er politisk. Du og vælgerne er sultne på mad og meninger. Den gastroseksuelle agitator Joachim Sperling guider dig igennem det politiske madlandskab med eksempler fra rødt og blåt og inviterer smagsgæster ind undervejs.Arrangeret af Politiken og Kommunikationsforum.

Deltagere: Ditte Giese, debatredaktør, Politiken, Mette Abildgaard, medlem af Folketinget (K) og Pelle Dragsted, medlem af Folketinget (Ø).

16.30-17.30 Copenhagen Science Slam

OBS: Dette arrangement foregår i Krostuen på Gæstgiveren.

Hvorfor er F(eminisme)-ordet så farligt? Er det så vigtigt med mangfoldighed i kulturen? Og er kunstig intelligens en trussel mod mennesket?

Gå ikke glip af Copenhagen Science Slam, når tre topforskere dyster med Lasse Rimmer som kampleder. Tørre forelæsninger er fortid.

Det er publikum, der afsiger dommen, så forskerne tager alle mulige kreative og skæve midler i brug for at sikre din stemme. Lasse Rimmer styrer slagets gang og sørger for god stemning og højt humør. Arrangeret af Politiken og Copenhagen Business School, Danmarks Tekniske Universitet og Københavns Universitet.

Deltagere: Sara Louise Muhr, Department of Organization, CBS, Sabrina Vitting-Seerup, Institut for Kunst og Kulturvidenskab, KU, Thomas Bolander, Institut for Matematik og Computer Science, DTU.



LØRDAG D. 17 JUNI

10.30-11.30 Hvem er fremtidens kulturbrugere?

Hvad kendetegner fremtidens kulturbrugere, hvordan ser og oplever de kultur?

Der er stor interesse for at forstå den unge målgruppes medie- og kulturvaner og forsøg på at gisne om, hvordan det ser ud i fremtiden. Det giver vi et bud på med denne debat med tre aktører, som hver især har et solidt kendskab til det unge publikum.

Fremtidens kulturpublikum vil være medskabere af kulturen, de vil hacke kulturtilbuddene og de navigerer på andre platforme og medier end tidligere. Er der overhovedet tale om brugere, eller giver det mere mening at tale om co-createre? Arrangeret af Politiken, “Stage of Art - kunst og kultur live”, Dansk Live, JazzDanmark og Dansk Skuespillerforbund.

Deltagere:Tanja Hall, generationsforsker, Fremtidsfabrik, Fenar Ahmad, filminstruktør, Mikkel Vuorela, kulturjournalist, Politiken.

13.30-14.15 Er dansk teater blevet en genbrugsstation?

Burde teatrene satse mere på nye i stedet for at opsætte bestsellerromaner og klassikere år efter år?

Riget, Festen, Saturday Night Fever. Er dansk teater blevet en genbrugscentral for gode, solide og gennemprøvede historier? Burde teatrene satse mere i stedet for at opsætte bestsellerromaner og klassikere år efter år? Fortjener de originale stemmer i dansk teater ikke også en stor scene for fuld udblæsning? Og burde vi ikke for længe siden have skudt penge i et Teaterinstitut? Politiken og Danske Dramatikere inviterer til debat om dansk teater lige nu.

15.30-16.00 Er glemte konflikter værd at huske på?

Er medier og politikere ude af stand til at tænke på to konflikter samtidig? Er NGO’erne medløbere?

Ifølge FN er 65 mio. mennesker drevet på flugt. Vi har set billeder fra flygtningelejre i Libanon og Jordan. Vi så alle med da syriske flygtninge gik på de europæiske motorveje.

Færre har måske set billeder fra konflikterne i Yemen, Sydsudan, Burundi, den Centralafrikanske Republik. Ikke fordi mennesker ikke er på flugt eller ikke lider nød. Men fordi konflikterne ikke får den samme opmærksomhed.

Hvad kan vi gøre for at huske disse mennesker på flugt? Er det mediernes ansvar at fortælle historierne? Er politikerne for dårlige til at fokusere? Er NGO’erne medansvarlige fordi det er nemmere at samle penge ind til der hvor kameraerne peger hen? Politiken og Folkekirkens Nødhjælp bringer den ansvarlige minister, en NGO-boss og en redaktør sammen.

Deltagere: Ulla Tørnæs, Udviklingsminister (V), Birgitte Qvist-Sørensen, Generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, Anders Jerichow, Journalist, Politiken, Mikkel Frey Damgaard modererer.

   
   
   
 

Folkemødet: Politikens program 2017 - store scene

Besøg Politiken på Gæstgiveren i Allinge under Folkemødet. Se her, hvad der sker på vores store scene, hvor du kan opleve den levende debat udfolde sig.

Live


TORSDAG D. 15 JUNI

13.30-14.30 Kan musik gøre dig sundere?

Fra Gæstgiverens hovedscene skyder vi Folkemødet i gang med et forsøg i fuld skala. Kan vi beviseligt øge sundheden i løbet af bare en time? Deltag i forsøget og vind.

Den nye tænketank Musik & Sundhed lader publikum mærke på egen krop, hvordan musikken kan skabe bedre sundhed. Den prisbelønnede og anmelderroste multikunstner Thomas Sandberg afprøver ganske enkelt musikkens muligheder med publikum, der dermed deltager i det musikalske forsøg. Du kan også vinde en personlig musikoplevelse, hvis du ved, hvordan musikken kan øge danskernes sundhed. Deltag i quizzen med fem enkle spørgsmål – måske er du den heldige vinder af en musikoplevelse. Og hør hvad to eksperter siger, når vi også tester deres viden. Arrangeret af Politiken, ”Stage of Art – Kunst og Kultur Live,” Tænketanken Musik & Sundhed, Dansk Artist Forbund og Billedkunstnernes Forbund.

Deltagere: Thomas Sandberg, komponist og multikunstner, Ilan Sanfi, cand.mag. og ph.d. i musikterapi, Gudrun Marie Schmidt, kulturjournalist, Politiken.

15.00-15.30 Har forskere og eksperter fået comeback?

Forskning er for længst trådt ud af elfenbenstårnet og bidrager med stor værdi til samfundet. Men eliteforskningens rækken ind i samfundet anno 2017 sker på et utal af måder, som er vanskelige at få synliggjort ikke mindst over for politikerne. Hvordan får vi italesat og målt på forskningens værdi for den offentlige sektor, erhverv, lovgivning, kultur og den offentlige debat? Rummer forskningen vigtige ressourcer, som overses i samfundsdebatten og i dansk forskningspolitik på trods af at eksperter og forskere bl.a. har en vigtig rolle som sandhedsbastioner i det postfaktuelle samfund? Arrangeret af Politiken og Det Frie Forskningsråd.

Deltagere:Søren Pind, uddannelses- og forskningsminister (V), Ane Hendriksen, direktør, VELUX FONDEN, David Budtz Pedersen, lektor, Aalborg Universitet, Peter Munk Christiansen, bestyrelsesformand, Det Frie Forskningsråd, Anders Bæksgaard, politisk redaktør, Politiken.

15.30-16.00 Hævnens Time: Søren Pind revser Politiken over PET-bogen

Trods et fogedforbud valgte Politiken sidste år at trykke hele den omstridte bog ‘Syv år for PET’ som en særsektion i avisen. Med begrundelsen om at forbuddet var et angreb på basale frihedsrettigheder og fri presse blev bogen offentliggjort. Daværende Justitsminister Søren Pind får på Gæstgiveren mulighed for at forklare, hvorfor han mener, at Politiken gik langt over stregen.

Deltagere: Søren Pind, tidligere justitsminister (V), Christian Jensen, chefredaktør, Politiken.

16.30-17.30 Politikere vs. journalister: En quiz om virkeligheden

Hvem ved mest om virkeligheden og folket? Politikerne eller medierne?

Folket beskylder politikerne for at være ude af kontakt med virkeligheden, og politikerne beskylder medierne for at forvrænge virkeligheden. Vi må afgøre hvem - hvis nogen overhovedet - der ved mest om virkeligheden og folket. Det forsøger Politiken, når vi inviterer til quiz mellem politikere og journalister om alt fra dagligvarepriser og kostråd til kontanthjælpsloftet.

Deltagere:Christian Jensen, chefredaktør, Politiken, Poul Madsen, chefredaktør, Ekstra Bladet, Anna Libak, udlandsredaktør, Berlingske, Pia Olsen Dyhr, formand (SF), Jakob Ellemann-Jensen, politisk ordfører (V).

17.30-18.00 Annika Aakjær solo

Annika Aakjær udgav sidste år efter 6 års pladepause det anmelderroste album 'Lykkens Gang'. Annika Aakjær er ikke bare blevet mere poppet på sit seneste album, hun er også mere personlig, skrev musikredaktør Simon Lund i Politiken:

»Det kræver mod at synge så direkte fra sit eget følelsesliv. Det vidste vi godt, at Aakjær havde. Men hun slipper godt fra det med sine slidstærke melodier og et konstant blik for det bitre selv i tilværelsens søde stunder«.

På Politikens scene på Gæstgiveren vil Annika Aakjær forkæle os med det, som han også har beskrevet som elektronisk og gennemarbejdet poplyd med en dulmende melankoli.

18.30-19.30 Forbudte sange med Emil de Waal

Musiker Emil de Waal samler igen et overflødighedshorn af solister omkring sig.

I tidens løb har nogle sange været forbudt af den ene eller den anden grund. De er blevet censureret i bred forstand. Der er dem, der har været censureret af alvorlige politiske grunde som Poul Henningsens 'De binder os på mund og hånd' og Billie Holidays 'Strange Fruit'. Dem, der har virket anstødelige som Serge Gainsbourgs 'Je t'aime' og Sex Pistols version af 'God Save the Queen'. Eller dem, hvor det bare var musikken, der har været vurderet til ikke at passe til airplay på DR P3, fordi nummeret indeholdt en saxofonsolo. Der vil være optrædener ved bl.a. Pernille Rosendahl, komiker Oliver Zahle og Annika Aakjær. Oliver Zahle styrer slagets gang, og giver også selv et nummer.

Deltagere: Emil de Waal,  Oliver Zahle,  Gustaf Ljunggren, Anders Stig Møller, Annika Aakjær, Pernille Rosendahl.

20.00-21.00 HUN SOLO

HUN SOLO er koncertoplevelser, hvor fem forskellige kvindelige artister spiller hver deres koncert. Konceptet er sat i søen med et ønske om at sætte spot på flere af de mange kompetente og interessante kvindelige kunstnere, der findes i musiklandskabet. Hver kunstner går alene på scenen med al intimitet og intensitet, det indebærer. Man vil derfor komme til at opleve fem unikke liveoptrædener med særlige, musikalske udtryk.

Deltagere:Randi Laubek, Julie Maria, O'Hara, Kirstine Stubbe Teglbjærg, Nana Jacobi.

21.30-22.30 First Hate

Den elektroniske synthpop-duo spiller Folkemødets første aften i gang med en kæmpe fest.

Anton Falck Gansted og Joakim Nørgaard udgør duoen First Hate, der er kendt for deres blanding af New Ordersk synthpop og narkotisk techno. Det er især sange som ' Girls in the Club' fra debut-ep'en fra 2014, som har defineret deres særegne lyd. Sidste år udkom ep'en 'The Mind of a Gemini', og i maj 2017 udkom deres nye album 'A Prayer for the Unemployed', som markerer, hvor meget deres lyd har udviklet sig, og hvor gode de er til at skrive sange, der lyder som oder til særlige sindstilstande. Selv om First Hate er et markant navn på den københavnske undergrundsscene, er de også i færd med at gøre sig bemærket internationalt.



FREDAG D. 16 JUNI

08.30-09.30 Social løbetur og champagnedukkert med Per Munch

Per Munch har i en årrække skrevet om motion og sundhed i avisen. Nu er han på stofområdet tro, håb og kærlighed, og han har desuden en blakket fortid som halv-bornholmer. Fagkombination og etnicitet vil afspejle sig i løbeturen, hvor der hver dag vil være start med et par gode opvarmningsøvelser og løbeteknik, kombineret med et par mellemmenneskelige lege og lidt røverhistorier fra en barndom i Svensk Congo.

Vi slutter løbeturen med et glas bobler på den lille strand ved Nordbornholms Røgeri, hvor vi vil skåle i bobler. De, der har lyst, kan hoppe en tur i baljen som en slags klippedåb inden endnu en dag forhåbentlig varm og sjov dag på Folkemødet.

Medbring gerne et håndklæde, hvis du vil bade. Så lunter vi lige ned og lægger det klar på klipperne inden afgang.

09.30-10.00 Syng dagen i gang med morgensang

Kom og vær med til at synge dagen i gang i Gæstgivergården.

Politikens chefredaktør er stor fortaler for at starte dagen med morgensang. Han åbner scenen på Gæstgiveren fredag morgen, hvor Politiken og Stage of Art har inviteret en kapelmester til at lægge for. Kom og syng med!

Stage of Art - Kunst og Kultur Live er en sammenslutning af 14 kunst- og kulturorganisationer.

10.30-11.30 Har universiteterne brug for radikal forandring?

I en verden i eksponentiel forandring drevet af den 4. industrielle revolution er der behov for at nytænke, hvordan vi uddanner den næste generation af unge til fremtidens arbejdsmarked. Politiken og Carlsbergfondet inviterer til debat i Gæstgivergården, hvor emnet er universiteternes rolle i det 21. århundrede. Et skarpt panel bestående af uddannelses- og forskningsminister Søren Pind, DIs underdirektør Charlotte Rønhof, rektor for Roskilde Universitet Hanne Leth Andersen og bestyrelsesformand for Carlsbergfondet Flemming Besenbacher vil debattere danske universiteters rolle i en digital og globaliseret verden i konstant forandring. Politikens Per Michael Jespersen modererer debatten.

Deltagere: Søren Pind, uddannelses- og forskningsminister (V), Charlotte Rønhof, underdirektør, Dansk Industri,  Flemming Besenbacher, bestyrelsesformand, Carlsbergfondet, Hanne Leth Andersen, rektor, Roskilde Universitet og Per Michael Jespersen, redaktionschef, Politiken.

11.30-12.30 Skal der flere kvinder på plakaten?

På Roskilde Festival er der lige mange kvinder og mænd blandt de 45.000 festivalgæster. Men på scenen er kønsbalancen helt skæv. Her er mændene klart i overtal. Ligesom andre festivaler kunne Roskilde Festival godt tænke sig, at det var anderledes. Men hvad skal der stilles op? Og er det overhovedet vigtigt, at vi sikrer diversitet på landets scener, både i musikbranchen og på teatrene? Arrangeret af Politiken og “Stage of Art - Kunst og Kultur Live”, Roskilde Festival, Dansk Artist Forbund og JazzDanmark.

Deltagere:Christina Bilde, talskvinde, Roskilde Festival, Heidi Rottbøll, stifter og partner, Living Institute, Morten Nielsen, skuespiller, leder af Med andre øjne og medstifter af PluraListerne, Sandra Brovall, kulturjournalist, Politiken.

12.30-13.30 Litteraturredaktøren interviewer Merete Pryds Helle

Har storbydanskeren glemt sin nære fortid og dermed sig selv? I Merete Pryds Helles slægtsroman ‘Folkets skønhed’ fortæller hun om forældregenerationens rå opvækst på landet og drømmen om et bedre liv. Bogen er samtidig et indblik ind i en nær danmarkshistorie, som mange i følge forfatteren har glemt. Pryds Helle skriver om folks skepsis over for det intellektuelle og eliten og skriver sig dermed direkte ind i en højaktuel samfundsdebat. Hvor dybt stikker denne skepsis ned i det danske sindelag, og hvordan imødekommer man den? Mød vinderen af Politikens Litteraturpris 2016 i en samtale med Politikens litteraturredaktør Jes Stein Pedersen.

Deltagere:Merete Pryds Helle, forfatter,  Jes Stein Pedersen, litteraturredaktør, Politiken

13.30-14.30 DM i debat semifinale

Dansk Ungdoms Fællesråd og Politiken inviterer til semifinalen i DM i debat 2017. Unge debattører kæmper om en plads i den afgørende dyst om, hvem der er Danmarks bedste debattør. Oplev Folkemødets store publikumssucces og se, hvem der debatterer sig til en plads i finalen. Arrangeret af Politiken og DUF - Dansk Ungdoms Fællesråd.

Dommere: Søs Marie Serup, politisk kommentator, Mads Zacho Teglskov, opinionsredaktør på Politiken, Rasmus Meyer, sekretariatschef i Dansk Socialrådgiverforening, Lars Trier Mogensen debattør, chefredaktør og forfatter.

14.30-15.30 Skal du arbejde, til du er 90, eller på pension som 40-årig?

Hvordan skal fremtidens arbejdsliv og pension se ud? Kom til topmøde om den tredje alder.

Danskerne lever længere, og i 2040 vil flere af os blive over 100 år. Derfor vil en ny tænketank gentænke fremtidens seniorliv med spørgsmål som: Skal vi arbejde på nedsat tid til vi er 90? Skal vi have mulighed for at holde et års pension som 40-årig? Vil der overhovedet være brug for, at alle går på egentlig pension i fremtiden? Men har anbefalingerne fra tænketanken gang på jord i den politiske virkelighed og ude på arbejdspladserne? Politikens redaktør Jacob Fuglsang sætter markante politikere og debattører i stævne, når Politiken og PFA pension inviterer til debat på Politikens hovedscene. Der vil bl.a. være indspark fra forfatter og debattør Knud Romer,fremtidsforsker Claus Kjeldsen, Allan Pollack fra PFA, Bjarne Hastrup fra Ældresagen, som alle er del af den nye tænketank, “Den nye 3. Alder”. Tænketanken har siden årsskiftet arbejdet på at nytænke pension og hvor vi skal hen i 2040. Arrangeret af Politiken og PFA pension.

Deltagere: Simon Emil Ammitzbøll, Økonomi- og indenrigsminister, Claus Kjeldsen, Fremtidsforsker, Allan Polack, Group CEO i PFA, Knud Romer, Debattør og forfatter, Bjarne Hastrup, Ældresagen, Jacob Fuglsang, uddannelsesredaktør Politiken.

15.30-16.00 Oplev dansk lyriks nye håb

Veronika Katinka Martzen (f. 1994) dimitterede fra Vallekilde Højskole i december 2016 og debuterer til efteråret med digtsamlingen med arbejdstitlerne ‘Kragernes aske riddende død’/'Dette er kapitalismen’ på Forlaget Zink. Som repræsentant for ‘Generation Internet’ behandler hendes tekster hvad det vil sige at være menneske, og hun finder stor inspiration i både naturen og på internettet. Hun er pt. aktuel med det selvudgivne artwriting-projekt ‘Klam i Korea’, der behandler dét at være den samme krop i et andet land.

16.30-17.30 Da grøn stue blev politisk kampplads

Grøn stue er ikke længere, hvad det var engang, for både i forskning, politik og debat er der kommet stigende fokus på børns læring og resultater fra en tidlig alder. Men er daginstitutionernes opgave at forberede børn mest muligt til skolen, er det en socialpolitisk instans særligt for udsatte børn, eller er daginstitutionernes rolle at sikre, at alle børn har en god og udviklende hverdag? Politikens uddannelsesredaktør Jacob Fuglsang styrer slagets gang, når BUPL og Politiken inviterer til debat om, hvad der egentlig er daginstitutionernes kerneopgave år 2017. Arrangeret af Politiken og BUPL.

Deltagere: Mai Mercado, børne- og socialminister (K), Anna Mee Allerslev, Ane Halsboe-Jørgensen, børneordfører (S), Elisa Bergmann, formand for BUPL, Agi Csonka, adm. direktør for SFI, Peter Østergaard Andersen, lektor i pædagogik, Københavns Universitet, Einar Gylling Dørup, næstformand for FOLA, Andreas Rasch-Christensen, forsknings- og udviklingschef VIA Pædagogik og Samfund.

19.00-20.00 Forbudte sange med Emil de Waal

I løbet af tiden har der været eksempler på sange, der har været forbudt af den ene eller den anden grund. De er blevet censureret i bred forstand. Dem, der har været censureret af alvorlige politiske grunde som Poul Henningsens ‘De binder os på mund og hånd’ og Billie Holidays ‘Strange Fruit.’ Dem, der har virket anstødelige som Serge Gainsbourgs ‘Je t'aime’ og Sex Pistols version af ‘God Save the Queen’. Eller dem, hvor det bare var musikken, der har været vurderet til ikke at passe til airplay på DR P3, fordi nummeret indeholdt en saxofonsolo. Der vil være optrædener ved bl.a. Pernille Rosendahl, komiker Oliver Zahle, Lasse og Mathilde.

Deltagere: Emil de Waal, Gustaf Ljunggren, Anders Stig Møller, Oliver Zahle, Annika Aakjær, Pernille Rosendahl.

20.30-21.30 Medina

Politiken inviterer en af Danmarks største superstjerner op på Gæstgiverens scene. Siden Medina i 2008 brød igennem med popklassikeren ‘Kun for mig’, har hun udgivet det ene hit efter det andet – senest nummeret 'Elsk mig'. Mens solen går ned over Bornholm, vil Medina optræde med en akustisk kvartet med plads til store armbevægelser og dyb intimitet. Det anbefales at komme tidligt, da der er et begrænset antal pladser.

22.00-23.00 Gulddreng

Bliv badet i guld, når Danmarks popkomet Gulddreng inviterer til Guldshow hos Politiken.

Siden hans debutsingle 'Model' har samtlige af charmørens numre opnået både platin og guld og alle ramt toppen af hitlisterne. Malte Fynboe Manniche Ebert, som er fænomenets borgerlige navn, vil med sine spydige tekster uden tvivl sikre, at Gæstgivergården heller ikke står stille denne nat. Det anbefales at komme tidligt, da der er begrænset antal pladser.



LØRDAG D. 17 JUNI

08.30-09.30 Social løbetur og champagnedukkert med Per Munch

Per Munch har i en årrække skrevet om motion og sundhed i avisen. Nu er han på stofområdet tro, håb og kærlighed, og han har desuden en blakket fortid som halv-bornholmer. Fagkombination og etnicitet vil afspejle sig i løbeturen, hvor der hver dag vil være start med et par gode opvarmningsøvelser og løbeteknik, kombineret med et par mellemmenneskelige lege og lidt røverhistorier fra en barndom i Svensk Congo.

Vi slutter løbeturen med et glas bobler på den lille strand (a.k.a. Kæmpestranden) ved Nordbornholms Røgeri, hvor vi vil skåle i bobler. De, der har lyst, kan hoppe en tur i baljen som en slags klippedåb inden endnu en dag forhåbentlig varm og sjov dag på Folkemødet.

Medbring gerne et håndklæde, hvis du vil bade. Så lunter vi lige ned og lægger det klar på klipperne inden afgang.

 

9.00-9.30 Hævnens Time: Mette Bock revser Politiken

Kultur- og kirkeminister Mette Bock udfordrer Politikens kulturredaktør Mette Davidsen-Nielsen i en bramfri debat om regeringens kurs og ikke mindst avisens holdning til den.

Deltagere:Mette Bock, Kultur- og kirkeminister, (LA), Mette Davidsen-Nielsen, Kulturredaktør Politiken.

09.30-10.00 Syng dagen i gang med morgensang

Politikens chefredaktør er stor fortaler for at starte dagen med morgensang, og han vil åbne scenen på Gæstgiveren fredag morgen, hvor Politiken og Stage of Art har inviteret en kapelmester til at lægge for. Kom og syng med!

Stage of Art - Kunst og Kultur Live er en sammenslutning af 14 kunst- og kulturorganisationer. Stage of Art er til stede på en række af Folkemødets debat-scener, men fredag og lørdag morgen lader Stage of Art musikken tale sit eget tydelige sprog og inviterer til morgensang i Gæstgiveriet.

10.30-11.30 Åbent bestyrelsesmøde: Tuborgfondet uddeler 300.000 kr.

Tuborgfondet åbner op og svarer på, hvordan midlerne deles ud.

Politiken og Tuborgfondet inviterer til åbent bestyrelsesmøde på Folkemødet og uddeler 300.000 kroner til projekter, der styrker de unges deltagelse og engagement i samfundets fællesskaber.

Sidste år modtog Coding Pirates 100.000 kr. fra en enig bestyrelse. Det førte til en videre dialog og i efteråret 2016 modtog Coding Pirates 3,970.000 mio. kr. fra Tuborgfondet.

Moderator: Jes Stein Pedersen, litteraturredaktør, Politiken.

11.30-12.30 Skal vi ændre en sygelig livsstil?

Vores inaktive kalorieoverflod giver os kroniske sygdomme. Så er den bedste medicin mod type-2 diabetes reelt et opgør mod vores magelige samfund? Og er vi klar?

1,7 mio. af danskerne lider af en kronisk sygdom. Over 300.000 har eksempelvis diabetes. Og 200.000 danskere ved slet ikke, at de har type-2 diabetes lige nu. Ny forskning fra Rigshospitalet viser, at vi ikke alene kan undgå, men ligefrem helbrede type 2-diabetes ved hjælp af livsstilsændringer. Men det kræver, at vi hver især ændrer vores måde at leve på. Og samfundet ikke styrer os mod den usunde livsstil.

Center for Aktiv Sundhed og Politiken inviterer til debat på Gæstgiveren, hvor vi stiller spørgsmålet: Hvad skal vi bruge den nye viden til - for gider vi overhovedet det sunde, aktive, fiberrige, sukkerfattige liv? Arrangeret af Politiken og Center for aktiv sundhed.

Deltagere: Bente Klarlund, sundhedsforsker, Københavns Univsersitet, Chris MacDonald, foredragsholder,  Thyra Frank, ældreminister (LA), Lars Igum Rasmussen, sundhedsredaktør, Politiken.

12.30-13.00 Svend Brinkmanns kultur- og værdikamp

Stå fast! Sig nej! Slap af! Psykologen Svend Brinkmann har udfordret konkurrencestaten og præstationssamfundet i den ene bestseller efter den anden. Sjældent har man oplevet en akademiker være mere ombejlet end professoren fra Aalborg. Han er blevet kult. Men hvad er hans ærinde? Ser han sig selv som en del af en ny humanistisk kultur- og værdikamp, der kan forandre vilkårene for mennesker bredt? Eller udspringer hans oprør først og fremmest af den privilegerede øvre middelklasses liv og problemer? Og er det ikke en illusion at tro, at vi kan leve et stille, roligt og harmonisk liv i en verden præget af stigende konkurrence og voldsomme forandringer? Hør ham i samtale med Politikens Per Michael Jespersen.

Deltagere: Svend Brinkmann, psykologiprofessor, Per Michael Jespersen, redaktionschef, Politiken.

13.30-14.30 Hvordan står det til med værdierne i Danmark?

Med afsæt i FOS’ kunstværk på Folkemødet står Ny Carlsbergfondet og Politiken bag en debat om danskernes værdier – og hvordan politikerne bruger dem i hverdagen. Danmark bliver ofte hyldet for stærke værdier som ytringsfrihed og ligestilling. Men hvordan står det til med værdierne i Danmark? Udlever vi vores værdier gennem den førte politik? Eller glemmer vi værdierne, når vi fx laver et kontanthjælpsloft, begrænser vores kritik af islam eller ”gemmer” tibetanere væk under et statsbesøg fra Kina?

Med en skelen til den nye Danmarkskanon om vores fælles værdier er der grund til at stoppe op og stille spørgsmål ved værdiernes betydning for den førte politik. Står vi ved værdierne, når vi bliver presset af fx Rusland eller andre strømninger?

Deltagere: FOS, kunstner, Bertel Haarder (V), Pia Olsen Dyhr, formand (SF), Rasmus Nordqvist (Å), Pia Kjærsgaard, formand for Folketinget, Bjørn Nørgaard, kunstner, Mette Davidsen-Nielsen, kulturredakør, Politiken.

14.30-15.30 DM i debat finale

Dansk Ungdoms Fællesråd og Politiken inviterer til finalen i DM i debat 2017.

Unge debattører kæmper den afgørende kamp om, hvem der er Danmarks bedste debattør. Oplev Folkemødets store publikumssucces og se, hvem der debatterer sig til 1. pladsen i DM i debat.

Dommere: Søs Marie Serup, politisk kommentator, Mads Zacho Teglskov, opinionsredaktør på Politiken, Rasmus Meyer, sekretariatschef i Dansk Socialrådgiverforening, Lars Trier Mogensen debattør, chefredaktør og forfatter.

15.30-16.00 Hævnens Time med Simon Emil Ammitzbøll

Hævnens time: Simon Emil Ammitzbøll revser Politiken

Økonomi - og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll udfordrer Politikens chefredaktør Christian Jensen i en bramfri debat om regeringens kurs og ikke mindst avisens holdning til den.

Deltagere:Simon Emil Ammitzbøll, Økonomi - og indenrigsminister (LA), Christian Jensen, Chefredaktør, Politiken.

16.30-17.00 Populismen set med unge øjne

Alle taler om populismens fremmarch, men hvordan ser ungdommen på den politiske udvikling?

Trump, Brexit og populistiske bevægelser på fremmarch præger den politiske dagsorden. Mediefolk, forskere og folketingspolitikere debatterer udviklingen på livet løs. Mange er dybt bekymrede. Andre glæder sig over folkelige nybrud. Andre igen mener slet ikke, at det er noget nyt. Men hvordan ser populismen ud, hvis man spørger fire unge politisk aktive?

Politiken har inviteret Nilly Taheri, Socialdemokratiet, Bjarke Serritslev, kandidat til borgerrepræsentationen i København for Alternativet, Chris Bjerknæs, formand for Dansk Folkeparti Ungdom og Alex Vanopslagh, kandidat til borgerrepræsentationen i København for Liberal Alliance til en samtale om, hvordan vi skal forstå populismen i tiden.

17.00-18.00 Roald Als spidder de folkevalgte med sine satiretegninger

Roald Als gør status på tre regeringers ugerninger med Mogens Lykketoft og Uffe Ellemann-Jensen

Bjarne Corydon med grisetryne og Anders Fogh Rasmussen som hulemand. Ingen er hellige, når Roald Als folder sine streger ud. På Gæstgiveren viser han sine satiriske mesterværker fra de sidste tre regeringer, som han viser frem for Mogens Lykketoft og Uffe Ellemann-Jensen, der begge selv har stået model til Als’ politiske prygl.

Deltagere: Roald Als, Mogens Lykketoft, Uffe Ellemann-Jensen.

18.00-18.30 Samtale med Anders Morgenthaler om det bæredygtige liv
Oplev tegneren og komikeren live på Politikens scene.

19.00-20.00 Edvard Brandes Jam - Politikens husorkester

Politikens eget husorkester spiller amerikansk inspireret folkrock med de helt rigtige meninger. Gennem de seneste år har bandet begejstret hele Politikens Hus, og igen i år spiller de på Gæstgiveren. Ingen er endnu gået hjem fra deres shows uden styrket tro på velfærdsstaten, social retfærdighed og den fri debat.

Deltagere: Henrik Vesterberg, vokal og rytmeguitar, Per Munch, bas og kor, Gudrun Marie Schmidt, vokal, Mette Guldagger, vokal og piano, Nikolaj Vinten, trommer, Henrik Bay, guitar, Jonas Engberg, guitar.

20.30-21.30 Funklende fremtidspop på Politikens scene - CHINAH

Dansk funklende fremtidspop er magi for ørerne, skrev Lucia Odoom i Politiken sidste år, da de udgav den futuristiske EP ‘Once the Lights Are On’: CHINAH formår at skabe et på en og samme tid detaljerigt og minimalistisk musikunivers. De tre kompletterer hinanden nærmest magisk, for selv om der er tale om stringent popmusik, er der plads til Simon Kjærs melankolske guitar, som fint fletter sig ind i Fine Glindvads rene vokal." Nu kan I opleve CHINAH på Folkemødet på Politikens scene på Gæstgiveren. Det anbefales at komme tidligt, da der er et begrænset antal pladser.

Deltagere: Simon Kjær, Fine Glindvad, Simon Andersen

22.00-23.00 Velvet Volume vælter Gæstgiveren

Velvet Volume er et af tidens mest omdiskuterede nye danske bands. I år vælter de Politikens scene. De tre talentfulde søstre i Velvet Volume kan vælte huse med deres rasende, tætte, traditionsbevidste og alligevel dugfriske rock’n’roll, skrev Dorte Hygum Sørensen sidste år i Politiken. Velvet Volume er et af tidens mest omdiskuterede nye danske bands. I år vælter de Politikens scene på Gæstgiveren. Det anbefales at komme tidligt, da der er begrænset antal pladser.

Deltagere: Nataja Lachmi, trommer, Naomi Lachmi, bas og vokal, Noa Lachmi, guitar og vokal.



   
   
   
 
   
 
   
 
 
 
Velkommen til herlige eventyr på Gæstgiveren i Allinge